Spejderliv handler om udfordringer - hvad enten det er at leve en uge i naturen, klatre på en klatrevæg eller være ansvarlig for madlavningen i sin patrulje.
Spejderliv handler også om venskaber - venskaber baseret på respekt for hinanden, medbestemmelse og ansvarlighed.
Som spejder kommer du til at være en del af en patrulje på typisk 3-7 spejdere. En patrulje arbejder selvstændigt, og alt efter hvor gamle spejderne er, er det patruljelederens opgave at sørge for, at patruljen arbejder sammen og løser de opgaver, den bliver stillet over for. Patruljerne er i alle tilfælde støttet og vejledt af voksne, erfarne ledere.
Vi spejdere har mange traditioner, som du hurtigt vil blive en del af. Vi hejser flag, vi melder med spejderhilsen, vi har vores egne sange, tilbagevendende ceremonier og spejdernavne. Vi tager selvfølgelig også på ture i spejderhytter, i bivuak eller i telt, og når du bliver ældre, rejser vi også udenlands og møder andre spejdere.
De blå spejdere er ikke en kristen forening - vi har ingen salmer eller andagter. Vi er ikke forbundet med noget politisk parti. Vi respekterer alle - og alle er velkomne - uanset baggrund, religion eller hudfarve.
Derfor glæder vi os til også at se dig hos de blå spejdere.
Principper
Tre internationale principper danner grundlag for vores arbejde:
- Den enkelte: spejderen har ansvaret for sin egen udvikling
- Omverdenen: spejderen viser respekt for medmennesket, er hjælpsom og viser ansvar over for naturen og det samfund, vi er en del af
- Det åndelige: spejderen bestræber sig på at finde en tro, et åndeligt princip, der er større end mennesket.
Spejdermetoden (de 8 elementer):
- Oplevelser
- Learning by doing
- Patruljeliv
- Friluftsliv
- Værdier
- Medbestemmelse og ansvarlighed
- Aktiviteter og færdigheder
- Samfundsliv